
Pluggegård har været i slægtens eje i 4 generationer og har dermed ikke været i fri handel siden 1898! Jens Ole Thinggård ønsker nu at overdrage Pluggegård til en ny ejer. Pluggegård er en harmonisk og velfungerende bedrift, der igennem ca. 20 år er drevet med planteavl og slagtesvin. Bedriften råder over ca. 95 ha avlsjord og to slagtesvinestalde fra henholdsvis 2004 og 2006 med en årlig produktion af ca. 6.500 bornholmergrise.

Pluggegård er beliggende vest for Nyker, i god afstand til Pluggegårdsvej, som forbinder Nyker med Rønne. Der er således rigtig gode adgangs – og tilkørselsforhold med en kort privatvej samt god vej – og vendeplads til og omkring staldene.

Ejendommens totale areal udgør 100,4 ha, og heraf udgør det EU-støtteberettigede areal 95,28ha efter tilkøbet af nabogården Blykobbegård i 2020. Jorden er generelt god, lermuldet, flad, langt overvejende dyrkningssikker jord, der ligger samlet omkring og sydfor ejendommen. Skovareal som fredskov udgør 1,50 ha, medens de resterende 3,6ha er bygningsparcel, læhegn, vej mm.

Stuehuset på Pluggegård er opført i 1897. Det bebyggede areal er på 160 m2 og der er et samlet, udnyttet tagetageareal på 100 m2, alt 260 m2boligareal. Stueetagen er indrettet med bryggers, spisekøkken, to stuer, entre med trappeopgang samt badeværelse og soveværelse. På førstesalen er der to gavlværelser samt to værelser mod syd og et toilet.
For nærmere information og salgsmateriale, kontakt ejendomsrådgiver Ingvar K. Olsen på tlf. 5690 7844.