Kofoedgård er en attraktiv landbrugsejendom med en god og tilbagetrukket beliggenhed mellem Klemensker og Årsballe. Hele det matrikulære areal ligger særdeles velarronderet og samlet omkring bygningerne, generelt i større og reelle marker efter 4 nabo-jord-opkøb i nuværende ejers ejertid. Jordene vurderes generelt at være JB 5, men også med områder at særdeles stiv jord og på de lavere arealer er der områder med mere sort/humusrig jord.
Den nuværende ejer har fået udtaget jordprøver på alle arealerne inden for de senere år, der kan udleveres til køber. Der er løbende foretaget reparation og vedligehold af dræningsanlægget. Der foreligger digitale optegnelser fra firmaet ORBICON.

Kofoedgård ligger tillige i et meget ugeneret, naturskønt og varieret område med skovarealer, mindre bevoksninger, engareal og flere smukke søer fordelt rundt om på ejendommen. Ejendommen har derfor en særdeles god og eftertragtet jagt med masser af vildt.
Ejendommen er en planteavlsejendom, der i en årrække er blevet drevet økologisk. Til ejendommen hører også den mindre, selvstændige ejendom, Danevang, beliggende i den nordvestlige ende af arealerne, ud til Centralvej.
Ejendommene har et samlet areal på 76,92 ha, og heraf er de 60,06 ha EU-støtteberettigede arealer. Resten af arealet udgøres primært af skov (ca. 6 ha) og søer, medens de resterende arealer udgøres af bygningsparcel, læhegn, vej mm.

Skoven er generelt blandet løvskov med en god vedmasse. Skovdyrkerne er netop bestilt til at opgøre/anslå mængden af vedmasse til brug for køber. Der vil ikke blive skovet på arealerne inden overtagelsen.
Stuehuset, der er opført i 1854, i herskabelig stil med god højde og bredde, er på 224 m2 i grundplan og har et tagetageareal på 157 m2, der ikke er udnyttet. Hertil kommer kælder på 8 m2.
Stuehuset er forsynet med godt decra tegltag fra ca. 1990. En del af vinduerne mod syd og vest er skiftet i ejers tid, medens de øvrige snart er tjenlige til udskiftning. Stuehuset fremstår med hvidpudset facade.

Stuehuset er indrettet med entre (med trappe til 1. sal), køkken i forbindelse med stor stue, yderligere to gode stuer mod syd, soveværelse mod nordvest, bedst-entre, pænt flisebadeværelse mod nord, samt bryggers/baggang og opbevaringsrum med nedgang til mindre ubenyttet kælder.
Stuehuset er generelt fornuftigt isoleret med 100 mm i væggene og desuden isolering i etageadskillelse.
Stuehuset ligger mod syd og vender ud mod en dejlig, stor have, hvor der for få år siden er anlagt en halvcirkelformet stenterrasse ud for stuehuset og den specielle og flot udformede, høje kvist med flagstang. Stuehuset ligger med en fantastisk flot udsigt ned over markerne til søen og skoven mod syd og øst.

Bygningen indeholder mod nord planlager til korn og andre afgrøder, opdelt i 4 afsnit og hvor der er mulighed for beluftning/tørring og hvor gulvet er dels med køreriste og dels med pansertoppe. Bygningen er derudover indrettet med værksted og materialopbevaring, og hvor der i det sydvestlige hjørne er indrettet fyrrum med KSM-Stokerfyr (fra ca. 2013) til træpiller, korn og flis.
Sælger oplyser, at forbruget af træpiller til én fyringssæson udgør max. 10 t.
Ejendommen Danevang, Centralvej 6, Klemensker er tilkøbt i 2016 og har stået ubeboet siden. Danevang er en lille trelænget ejendom med stuehuset mod syd, men som mest må betegnes som et ”håndværkertilbud”, dog med en dejlig bevokset grund med rigtig god udsigt til landskabet mod sydøst og med tilsluttet el og vand. Ejendommen er på 6,2 ha, men skel til Kofoedgård er fjernet og marker sammenlagt.
For yderligere information og salgsmateriale kontakt ejendomsrådgiver Ingvar Olsen på tlf. 5125 1168.