Vi har — som mange sikkert allerede ved — en drøm om en markant større biogasproduktion på Bornholm.
På Bornholm har vi en fordelagtig mulighed for at forøge øens biogasproduktion markant og dermed sikre, at den grønne omstilling speedes op inden for industrien og den tunge transport.
Biogas er udpeget som en central faktor i den grønne omstilling og på Bornholm kan vi være med helt fremme i udnyttelsen af den bornholmske biomasse til produktion af fx grøn gas til industrien og grønne brændstoffer til bustrafikken, landbruget og øens logistik- virksomheder.
Det bornholmske landbrugs generelle store fokus på bæredygtighed, kan med fordel blive en stærkere og mere integreret del af øens grønne omstilling. Bornholms Landbrug & Fødevarer er dermed i fuld sving med at sikre, at landbrugets evne til rent faktisk at kunne levere biomasse til den grønne produktion af energi og ressourcer, bliver en realitet i et betydeligt omfang og med et betydeligt bidrag.
Det giver mange spændende spørgsmål, som Torben Ravn og Henrik Vestergaard Laursen fra Bigadan samt Georg Kofoed fra Bornholm Bioenergi vil give kompetente svar på.
Det omfatter fx spørgsmål som:
- Hvem (virksomheder, transportsektoren m.m.) kan bruge den gas, som produceres på det kommende anlæg? I hvilken form? Med hvilken sikkerhed for leverancer for virksomhederne? Hvad bliver prisen og hvordan sikres det, at gassen leveres konkurrencedygtigt?
- Hvordan bliver det attraktivt for bedrifterne at levere biomassen til den markant større biogasproduktion? Hvad med klimakreditterne? Hvad med kvaliteten af restproduktet?
- Hvordan sikrer vi, at der fra starten af, tænkes innovativt i etableringen af det nye og større anlæg? Fx i form af tankstation til den tunge transport, som kan køre grønt på den gas, som produceres på anlægget. Kunne andre teknologier som fx brint allerede anvendes i forbindelse med fase 1?
Vi håber meget, at alle interesserede vil deltage i denne spændende debat, så vi kan komme tættere på en realisering af vores store visioner på dette område. Der vil være rig lejlighed til at stille spørgsmål og deltage i debat.