Godt vejr, mange aktiviteter og tæt på 1.700 gæster satte rammerne for en succesfuld udgave af Åbent Landbrug på Nygård-Pilegård.
Allerede inden portene åbnede, stod de første besøgende klar – et tydeligt bevis på den store interesse for at komme helt tæt på det bornholmske landbrug.
Vejret viste sig fra sin bedste side, og overalt på gården summede det af aktivitet, liv og muuhen fra de mange forventningsfulde kalve i staldene.
Børnene havde travlt i halmlabyrinten, på hoppeborgen og i korncontaineren, som var fyldt med karameller. Rundt på gården var der masser af smagsoplevelser at hente fra blandt andet Food Bornholm, Bornholmer Honning og Bornholms pluk selv blomster.

I grillen var der stor aktivitet hele dagen, hvor saftige burgere og pølser fra Den Bornholmske Kalv fandt vej til sultne gæster.

Også Nygård-Pilegårds gårdbutik trak mange nysgerrige gæster til. Her var det var muligt at købe lækkert kalvekød med hjem og plukke smukke blomster direkte fra marken.
Vi vil gerne rette en stor tak til alle jer, der kiggede forbi og gjorde dagen til noget særligt – og ikke mindst en varm tak til værterne, Jeppe og Kristina Nielsen, for at åbne gården og give så mange mennesker en unik oplevelse af det bornholmske landbrug.

Åbent Landbrug 2025 viste endnu en gang, at interessen for at komme tættere på landbruget er stor – og at Bornholm kan noget helt særligt, når vi står sammen.