Christian får Familielandbrugets Initiativpris for sit arbejde med at få proteinafgrøder ud på de bornholmske marker og videre ud til forbrugerne.
På Høgegård ved Aakirkeby har Christian Møller Holm gennem flere år arbejdet med at afprøve og dyrke proteinafgrøder og finde nye muligheder for at få dem afsat. Arbejdet har været med til at sætte gang i en udvikling, hvor flere bornholmske landmænd dyrker proteinafgrøder.
Christian været en central drivkraft i etableringen af Food Bornholm. I dag er han formand for sammenslutningen, der består af 15 bornholmske producenter, der alle dyrker og udvikler proteinafgrøder på de bornholmske marker.
Det er netop Christians arbejde med proteinafgrøder, der i år har sikret ham Familielandbrugets Initiativpris. Prisen gives hvert år til en familielandbruger, som har tænkt innovativt eller udviklende for landbruget.
Juryen bag Initiativprisen fremhæver Christians vedholdende arbejde med både produktion, forarbejdning og markedsudvikling:
”Dette års vinder har gennem et vedholdende arbejde med både produktion, forarbejdning og markedsudvikling bidraget til, at dyrkningsarealet med proteinafgrøder på Bornholm er vokset markant og i dag omfatter et stigende antal landmænd. Det har været slidsomt, og der er blevet investeret meget tid og mange penge i et projekt, der ser ud til at lykkes”.
I Bornholms Landbrug & Fødevarer er vi stolte af, at årets Initiativpris går til en bornholmer, der har sat handling bag idéerne og været med til at skabe nye muligheder for det bornholmske landbrug og fødevareerhverv.
Stort tillykke til Christian med den flotte og velfortjente pris!



