Transporterer man farligt gods (f.eks. dieselolie, svovlsyre, bekæmpelsesmidler mv.) ad offentlig vej, skal man som udgangspunkt have et ADR-certifikat, hvis transporten foretages med et registreringspligtigt køretøj. Er der tale om mindre mængder, f.eks. max 1.000 l dieselolie, kan man nøjes med et ADR kapitel 1.3 kursus af ca. en halv dags varighed.
Undtagelser
Virksomheder kan under visse forudsætninger medbringe farligt gods til et eller flere arbejdssteder eller transportere farligt gods retur fra et arbejdssted, uden at bestemmelserne i ADR-konventionen finder anvendelse. Det forudsættes således, at det farlige gods medbringes til det arbejde, som den eller de personer, der befinder sig i køretøjet, skal være med til at udføre (til eget forbrug).
Når undtagelsen finder anvendelse, gælder der helt undtagelsesvis ikke farligt gods uddannelseskrav. Også øvrige farligt gods vilkår - bortset fra generelle forsigtighedsbestemmelser - bortfalder.
Undtagelsesbestemmelsen er tænkt som en lempelse for eksempelvis håndværkere, der i deres arbejde medbringer farligt gods til eget forbrug på arbejdsstedet. Tilsvarende kan man medbringe sprøjtemidler på den sprøjte, der skal bruge midlerne. Det må formodes, at de pågældende har en vis erfaring med og kendskab til det farlige gods og derfor kan transportere dette på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde.
Afhentning og distribution af farligt gods, herunder dieselolie og planteværn i varebil kræver som udgangspunkt minimum kapitel 1.3-uddannelse, da der er tale om en erhvervsmæssig transport.
Personer, hvis opgaver vedrører transport af farligt gods ad vej, skal i et omfang, der svarer til deres ansvarsområder og opgaver, uddannes i de krav, der stilles til transport af sådant gods. Det fremgår af kapitel 1.3 i ADR-konventionen. Det fremgår af ADR-konventionen, at uddannelsen periodisk skal suppleres med repetitionskurser for at tage højde for ændringer i reglerne.
Beredskabsstyrelsen anbefaler, at uddannelsen som minimum repeteres med samme interval som chaufføruddannelse, dvs. fem år, også hvis der ikke er sket betydende regelændringer.
Da det kan være svært at finde ud af, om man kører lovligt med dieselolie eller kemikalier uden at være i besiddelse af et kapitel 1.3-bevis eller ADR-bevis, og er man i tvivl, kan det være en fordel at tage dette kapitel 1.3 kursus. Det kan koste dyrt i bøder, hvis man bliver stoppet af politiet og ikke har den nødvendige uddannelse.
Dato: Onsdag den 4. juni kl. 9-12 på Kannikegaard, Rønnevej 1, 3720 Aakirkeby.
Underviser: Sikkerhedsrådgiver og konsulent i arbejdsmiljø og farligt gods Bent Bejstrup.
Pris: 750 kr. ekskl. moms pr. deltager.
Tilmelding: Tilmeld dig via VKSTs hjemmeside (husk at vælge kurset den 4. juni) eller send en mail til Lisbeth Exsteen på lex@vkst.dk. Husk ved tilmelding at oplyse fødselsdato (dag-måned-år) på deltager og CVR-nummer på virksomheden, så kursusbeviset kan være klar på dagen.